|
VEDTÆGTER § 1. Navn: Foreningens navn er "Danmarks Erhvervslejerforening". § 2. Hjemsted: Foreningens hjemsted er København. § 3. Formål: Foreningens formål er at varetage erhvervslejernes interesser overfor offentlige myndigheder, organisationer og udlejere. § 4. Medlemmer: Som medlemmer kan optages enhver person, selskab, forening m.v., som helt eller delvist søger om optagelse i Danmarks Erhvervslejerforening. Lejersammenslutninger, handelsstandsforeninger og lignende kan ligeledes optages som medlemmer. Bestyrelsen er berettiget til at meddele afslag på ansøgning om medlemsskab, dersom bestyrelsen finder, at dette er bedst stemmende med foreningens interesser. Bestyrelsen behøver ikke at begrunde et afslag. Udmeldelse kan ske med 6 måneders varsel til årets udløb. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, som misligholder sine medlemsforpligtelser. § 5. Generalforsamling: Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, hvor alle medlemmer har møderet, taleret og 1 stemme. Der er kun adgang for foreningens medlemmer samt medarbejdere ved foreningens juridiske sekretariat og for foreningens revisor. Ordinær generalforsamling afholdes inden 1. juni. Indkaldelsen sker skriftligt eller ved bekendtgørelse i foreningens nyhedsbrev med mindst 14 dages varsel. Dagsorden skal bl.a. indeholde følgende punkter:
Ethvert medlem er berettiget til at stille forslag til behandling på den ordinære generalforsamling. Forslag skal for at komme til en sådan behandling indsendes til foreningens sekretariat senest den 1. marts. Beslutningerne træffes ved simpel stemmeflerhed. Vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kræver vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling, på hvilken vedtægtsændring eller opløsning kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer. Ekstraordinær generalforsamling kan begæres af bestyrelsens flertal, af bestyrelsens formand eller 20% af medlemmerne. § 6. Bestyrelse: Foreningen ledes af en bestyrelse på 3 medlemmer. Valget gælder for 2 år. Den af foreningen udpegede sekretariatsleder er født medlem af bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og den indkaldes af formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer efter behov. Ved langvarigt fravær kan bestyrelsen supplere sig selv indtil næste generalforsamling. Bestyrelseshvervet er ulønnet, men til delvis dækning af medlemmernes rejse-, møde- og telefonudgifter friholdes det enkelte bestyrelsesmedlem for at betale kontingent, mens han/hun er medlem af bestyrelsen. Foreningen tilknyttes et juridisk sekretariat, hvis leder skal være praktiserende advokat. Sekretæren er udover at være sekretariatsleder også bestyrelsesmedlem. Sekretæren yder medlemmerne vederlagsfri rådgivning vedrørende erhvervslejeret og kan herudover engageres af medlemmerne til al anden bistand, herunder sagsbehandling, til sædvanlig honorering. § 7. Bestyrelsesarbejde: Over bestyrelsesmøderne føres et beslutningsreferat, som underskrives af formanden eller referenten. Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, men er kun beslutningsdygtig, når 2 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Bestyrelsen tegnes af 2 medlemmer af bestyrelsen, hvoraf den ene skal være formanden. § 8. Regnskab og formue: Foreningens regnskabs- og kontingentår følger kalenderåret. Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af en af generalforsamlingen valgt revisorer. Den af generalforsamlingen valgte revisor kan til enhver tid forlange indsyn i foreningens regnskabsbilag og kassebeholdning og skal gøre bestyrelsen opmærksom på eventuelle uregelmæssigheder i så henseende. Foreningens kasserer (sekretariatet) indkasserer foreningens indtægter og betaler de af bestyrelsen godkendte regninger. Foreningens formue, ud over hvad der er nødvendig til afholdelse af de løbende udgifter, skal, med mindre generalforsamlingen bestemmer andet, anbringes på foreningens konto i anerkendt pengeinstitut. Vedtaget på den stiftende generalforsamling torsdag den 6. april 2000. Som dirigent: ____________________________ Advokat Henrik Roslev Østergaard På bestyrelsens vegne: ____________________________ ______________________________ Bestyrelsesformand advokat Jerry Osbak Bestyrelsesmedlem adv. Henrik Østergaard |