NYHEDSBREV nr. 3 – marts 2001

Den 6. april har DKE 1 års fødselsdag.

Det har på mange måder været et særdeles aktivt og interessant år, som jeg i det nedennævnte vil orientere om.

Kort tid efter at DKE var stiftet, bragte Berlingske Tidende en længere artikel om DKE og DKEs synspunkter. Artiklen udløste stor interesse, og der gik da også kun kort tid, før udlejernes kamporgan ”Huset” i en bekymret leder gav  udtryk for, at den nye forening kunne blive et problem for udlejerne. Lederen var skrevet af formanden for Ejendomsforeningen Danmark, Jens Erik Udsen, der under overskriften ”Ingen grund til bekymring over den nye erhvervslejelov”, kom med et yderst defensivt indlæg.

Bestyrelsen i DKE har den opfattelse, at foreningen samarbejder med alle, så længe det fremmer erhvervslejernes tarv.

Med afsæt i dette standpunkt skrev jeg til formand Jens Erik Udsen og takkede for, at Ejendomsforeningen Danmark brugte hele deres leder på Danmarks Erhvervslejerforening. Jeg meddelte samtidig Udsen, at DKE så frem til et konstruktivt og positivt samarbejde.

Jeg hørte herefter ikke yderligere fra Ejendomsforeningen Danmark.

Den 18. august 2000 skrev Danmarks Erhvervslejerforening til Folketingets Boligudvalg og kritiserede den manglende erhvervsbeskyttelse af erhvervslejerne.

Folketingets Boligudvalg inviterede DKEs bestyrelse til møde i Folketingets Boligudvalg.

Mødet fandt sted tirsdag den 10. oktober 2000, hvor den samlede bestyrelse mødte op.

Mødet startede med, at undertegnede redegjorde for foreningens grundsynspunkt nemlig, at retten til et arbejde er en ”menneskeret” på samme måde som ”retten til en bolig”.

Jeg redegjorde for, at det var af afgørende betydning for erhvervslejerne, at de kunne udøve deres virksomhed uden ødelæggende og forstyrrende indgreb fra udlejere i form af drastiske lejeforhøjelser, opsigelser eller andre generende indgreb.

Jeg redegjorde ligeledes for, at der var en afgørende forskel mellem de professionelle udlejere, eksempelvis Ejendomsselskabet Norden A/S, Uni-Ejendomme A/S, Jeudan A/S og andre tilsvarende selskaber, og den almindelige, lille erhvervslejer, eksempelvis fodterapeuten, urmageren, blikkenslageren, antikvarboghandleren eller lægen.

Den nye erhvervslejelov bygger på den forudsætning, at udlejere og erhvervslejere er to ligestillede og ligeværdige parter.

Dette er en fundamental og grundlæggende fejl, der er ensbetydende med, at den nye erhvervslejelov i en lang række afgørende bestemmelser indfører en juraens ”Wild West”, hvor den mere professionelle erhvervsudlejer har magt og ret til at udnytte den sædvanligvis meget mindre kyndige og langt svagere erhvervslejer.

Det er således en verdensfjern politiker- og juristfejl, når erhvervslejelovens § 13 i sin definition af ”markedslejen” definerer denne leje som følger:

”Ved markedslejen forstås den leje, som en kyndig lejer og en kyndig udlejer på varslingstidspunktet ville aftale for det pågældende lejeforhold,...”.

Jeg uddybede DKEs bekymring ved den nye erhvervslejelov, og jeg benyttede lejligheden til at påvise flere af de ”misfostre”, som den nye erhvervslejelov indeholder.

Et interesseret, aktivt boligudvalg stillede herefter bestyrelsen for DKE forskellige spørgsmål, både af juridisk og politisk karakter, som DKEs bestyrelse forsøgte at besvare.

Efter mødet i Folketingets Boligudvalg er det DKEs indtryk, at ikke alle boligudvalgets medlemmer er lige begejstrede for den nye erhvervslejelov, og at der var en vis forståelse for, at loven har klar social slagside, og medfører, at der indgås urimelige lejekontrakter på erhvervslejernes bekostning.

I august 2000 havde DKE også tilskrevet den tidligere by- og boligminister Jytte Andersen og redegjorde for Danmarks Erhvervslejerforenings syn på den nye erhvervslejelov.

Ministeren svarede i skrivelse af 25. september 2000 med sålydende brev:

”Kære Jerry Osbak.

Tak for jeres brev om den nye erhvervslejelov.

Du skriver, at Danmarks Erhvervslejerforening er dybt bekymrede over den retsstilling, der er skabt med den nye erhvervslejelov, der trådte i kraft den 1. januar i år. Bekymringen skyldes først og fremmest den nye § 14, hvorefter en udlejer og en lejer i et erhvervslejeforhold kan indgå en aftale, som indebærer, at udlejeren får ret til at afkræve genforhandling af lejevilkårene hvert 8. år.

Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke deler foreningens bekymring. Man må huske på, at udlejeren ikke automatisk har ret til at anvende § 14, men at dette skal aftales mellem parterne. Det er endvidere lovens udgangspunkt, at en lejer, der opsiges efter § 14, skal have erstatning for sit tab. Der er derfor lagt op til en forhandlingssituation, hvor begge parter kan stille krav.

Jeg vil også gerne bemærke, at sondringen mellem erhvervsbeskyttede og ikke-erhvervsbeskyttede lejeforhold, som I også omtaler som et problem, ikke er ny. Jeg er fuldt ud klar over, at den volder nogle problemer i praksis, og der blev faktisk i 1997 fremsat et erhvervslejeforslag, uden denne sondring. Når sondringen er med i den senere fremsatte og nu vedtagne erhvervslejelov, skyldes det, at den var et led i det forlig, som blev indgået mellem organisationerne, og som loven i vidt omfang bygger på.

Det er faktisk min opfattelse på baggrund af det forhandlingsforløb, der gik forud for lovens tilblivelse, at der er opnået en forholdsvis afbalanceret model.

Det er rigtigt, at det kan være nødvendigt for ikke lejeretskyndige lejere at søge bistand hos organisationer eller advokater ved indgåelse af erhvervslejekontrakter efter den nye lov, og det var faktisk en klar, politisk forudsætning for loven, at hvis man ikke er to ligeværdige parter i aftaleforholdet, så må man se at blive det.

Jeg synes erhvervslejeloven skal have lov at virke i en periode, inden vi begynder at overveje eventuelle ændringer. Jeg finder derfor ikke, at der på nuværende tidspunkt er behov for at holde møde om de af foreningen rejste problemstillinger.

Med venlig hilsen

Jytte Andersen”

Danmarks Erhvervslejerforening var hverken tilfreds med by- og boligminister Jytte Andersens opfattelse og endnu mindre tilfreds med, at hun ikke ønskede at holde møde med DKEs bestyrelse. Jeg tilskrev derfor by- og boligminister Jytte Andersen ved skrivelse af 12. oktober 2000. Skrivelsen er sålydende:

”Kære Jytte Andersen!

Danmarks Erhvervslejerforening takker for dit brev af 25. september d.å.

Du har ret i, at Danmarks Erhvervslejerforening er dybt bekymret over indholdet af erhvervslejelovens § 14.

Din ovennævnte skrivelse antyder, at du muligvis har misforstået Danmarks Erhvervslejerforenings dybe bekymring over erhvervslejelovens § 14.

Det er korrekt, at Danmarks Erhvervslejerforening finder det stærkt betænkeligt, at udlejeren kan stille krav om ændring af lejevilkårene, efter at der er forløbet 8 år fra lejemålet er trådt i kraft og 8 år efter det tidspunkt, hvor en ændring af lejevilkårene efter § 14 sidst er trådt i kraft.

I dit ovennævnte brev nævner du ikke med et eneste ord bestemmelsens uhyggelige konsekvenser for lejeren. Udlejeren kan med 6 måneders varsel opsige lejeren, hvis lejeren ikke accepterer udlejerens måske meget vidtgående krav.

Danmarks Erhvervslejerforening har den grundlæggende opfattelse, at retten til et arbejde er et beskyttelsesværdigt ”retsgode”. I vor del af verden er ”retten til et arbejde” en ”menneskeret”, der kan sammenlignes med ”retten til en bolig”.

Det helt afgørende er, at den del af befolkningen, der som erhvervslejere udfører deres arbejde, trygt kan arbejde, uden at der foretages ødelæggende eller forstyrrende indgreb i det lejemål, hvorfra de udøver deres arbejde, eksempelvis ved udlejerens opsigelse eller varsling om dramatiske lejeforhøjelser.

Erhvervslejelovens § 14 bryder afgørende med den retsbeskyttelse, som erhvervslejerne selvsagt har behov for.

Du skriver i din ovennævnte skrivelse, at udlejerne ikke automatisk har ret til at anvende § 14, men at dette skal aftales mellem parterne.

For at en aftale mellem en erhvervslejer og en udlejer kan blive rimelig forudsætter dette, at begge parter er kyndige og professionelle.

Det er Danmarks Erhvervslejerforenings udgangspunkt, at den typiske lille erhvervslejer og den typiske udlejer ikke er to ligestillede parter.

Jeg beder dig oplyse, hvorvidt du finder, at den ”lille erhvervslejer” eksempelvis fysioterapeuten, den lille urmager eller den lille maler er ligestillede med udlejere som Ejendomsselskabet Norden A/S, Ejendomsselskabet Jeudan A/S, Uni-Ejendomme A/S eller Tryg-Baltica Ejendomme A/S?

Dersom svaret på ovennævnte er negativt må det med beklagelse konstateres, at loven lægger op til en aftale mellem to parter, som ikke er ligestillede.

Du anfører i din ovennævnte skrivelse, at lovens udgangspunkt er den, at en lejer, der opsiges efter § 14 skal have erstatning for sit tab.

Det er imidlertid helt afgørende at konstatere, at det kan aftales, at en udlejer, i tilfælde af, at en lejer opsiges efter § 14, ikke skal betale erstatning, eller at der kun skal betales en mindre erstatning. Dette opfatter Danmarks Erhvervslejerforening som dybt krænkende og åbenbart urimeligt.

Du erkender, at sondringen mellem erhvervsbeskyttede og ikke-erhvervs-beskyttede lejeforhold er problematisk.

Du anfører, at der i 1997 blev fremsat det forslag, at sondringen blev fjernet.

Så vidt jeg husker var forslaget det, at ingen erhvervslejer skulle nyde godt af erhvervsbeskyttelsen. Forslaget var uforeneligt med det princip, at retten til et arbejde er ”en menneskeret”, der ikke bør krænkes, inspireret af en yderst uheldig lovbestemmelse.

Det er Danmarks Erhvervslejerforenings opfattelse, at sondringen mellem erhvervsbeskyttede og ikke-erhvervsbeskyttede lejemål bør fjernes, således at alle erhvervslejemål er ”erhvervsbeskyttede”.

Den nuværende, tilfældige og uhensigtsmæssige sondring mellem erhvervsbeskyttede og ikke-erhvervsbeskyttede lejere er meget diskriminerende over for de erhvervslejere, som ikke nyder erhvervsbeskyttelse.

Jeg skal opfordre dig til at overveje at fjerne sondringen mellem erhvervsbeskyttede og ikke-erhvervsbeskyttede lejemål således, at alle erhvervslejere nyder erhvervsbeskyttelse.

Du anfører i din ovennævnte skrivelse, at det er rigtigt, at det kan være nødvendigt for ”ikke-lejeretskyndige lejere” at søge bistand hos organisationer eller advokater ved indgåelse af erhvervslejekontrakter efter den nye lov.

Du erkender yderligere, at det faktisk var en klar politisk forudsætning for loven, at hvis man ikke er to ligeværdige parter i aftaleforholdet, så må man se at blive det.

Den af dig førnævnte forudsætning viser, at Folketinget og Regeringen har baseret den her kritiserede lovgivning på en verdensfjern illusion om, at den ikke-lejeretskyndige erhvervslejer må skaffe sig den fornødne bistand, for at blive ligestillet med den professionelle udlejer.

Forudsætningen er en alvorlig misforståelse.

Den ikke-lejeretskyndige, lille erhvervslejer, der slet ikke har nogen forudsætninger for at bedømme indholdet af en erhvervslejekontrakt på 20-30 sider, er slet ikke klar over, at den nye erhvervslejelov, herunder § 14, udgør en veritabel risiko for hans fremtid. Da han ikke aner uråd, søger han heller ikke bistand og accepterer derfor den professionelle erhvervsudlejers standardkontrakt på 20-30 sider, uden at han har forstået indholdet, og derfor ”gladeligt” skriver under, idet han går ud fra, at alt er, som det bør være.

Hvordan kan du forestille dig, at tyrken, pakistaneren eller danskeren, der lejer en kiosk, et pizzaria eller et renseri erkender, at han ikke kan overskue indholdet af en omfattende lejekontrakt og derfor søger advokatbistand. Dette er en helt urealistisk forestilling.

Den typiske, lille erhvervslejer tror ofte, at den lejekontrakt han præsenteres for, er i overensstemmelse med gældende ret, og at indholdet af denne er som det bør være.

Han skriver derfor under og opdager først efterfølgende alle de problemer, der følger af den nu foreliggende aftalefrihed, oven i købet inspireret af den nye erhvervslejelov.

Danmarks Erhvervslejerforening udbeder sig venligst dine kommentarer til ovenstående.

På grund af nærværende sags samfundsmæssige betydning er nærværende skrivelse at betragte som en åben skrivelse.

Danmarks Erhvervslejerforening deltager gerne i en drøftelse vedrørende ovenstående.

Med venlig hilsen

Danmarks Erhvervslejerforening”.

Få timer efter at tidligere by- og boligminister Jytte Andersen havde modtaget mit ovennævnte brev blev jeg ringet op af ministeriet, der nu ønskede et møde med DKEs bestyrelse.

Mødet blev aftalt til december 2000. Kort tid inden mødet skulle afholdes ringede ministerens sekretær og måtte med beklagelse udsætte mødet, idet tidligere by- og boligminister Jytte Andersen var kaldt til møde i Folketinget.

Der blev herefter aftalt nyt møde til januar 2001.

Det næste møde blev atter suspenderet, idet tidligere by- og boligminister Jytte Andersen var blevet ”fældet” og erstattet af Lotte Bundsgaard.

Der blev aftalt nyt møde til 1. februar i år i Boligministeriet. Mødet fandt sted som aftalt.

Den meget unge og nytiltrådte boligminister var flankeret af fuldmægtig Kristian Gribskov og kontorchef Margrete Pump.

Danmarks Erhvervslejerforening var repræsenteret af bestyrelsesmedlem Henrik Østergaard og undertegnede.

Efter præsentationen stillede ministeren adskillige spørgsmål om Danmarks Erhvervslejerforenings struktur, antal medlemmer, og hvem der typisk var medlemmer.

Herefter fik jeg ordet og gav udtryk for, at jeg havde forståelse for, at den meget unge og nytiltrådte minister næppe havde noget nærmere kendskab til erhvervslejelovgivningen, herunder den nye erhvervslejelov, der var trådt i kraft 1. januar 2000.

By- og boligministeren var tilsyneladende enig, idet hun ikke korrigerede denne antagelse.

Herefter redegjorde jeg for foreningens kendte synspunkter, og selvom Danmarks Erhvervslejerforening ikke blander sig i partipolitik tillod jeg mig dog den bemærkning, at jeg stillede mig uforstående overfor, at en socialdemokratisk ledet regering har været med til at vedtage den omtvistede erhvervslejelov, når henses til, at den i så høj grad favoriserer de professionelle udlejere på de små erhvervslejeres bekostning.

Ministeren kunne ikke give nogen nærmere forklaring herpå udover at henvise til, at en række organisationer, herunder erhvervsudlejerorganisationer (Ejendomsforeningen Danmark og Jysk Grundejerforening) og Dansk Handel og Service, De samvirkende Købmænd, Lejernes Landsorganisation m.fl. havde indgået aftale om en række principper, der lå til grund for den nye erhvervslejelov.

Jeg foreholdt ministeren, at Danmarks Erhvervslejerforening ikke var deltager i den aftale og derfor havde både ret og pligt til at bekæmpe de dele af den nye erhvervslejelov, der er til skade for erhvervslejerne.

Ministeren bad herefter Boligministeriets kontorchef Margrete Pump om at kommentere mit indlæg.

Kontorchef Margrethe Pump, der utvivlsomt er teoretisk særdeles velfunderet i lejeretlige spørgsmål, men helt uden praktisk erfaring, konstaterede, at jeg netop havde præciseret problemstillingen, og at kernepunktet i den nye erhvervslejelov var spørgsmålet om, hvorvidt erhvervslejerne kunne ”spille lige op” med de professionelle udlejere. Hun gav udtryk for, at dersom erhvervslejerne ikke er tilstrækkelig kyndige, må de jo søge bistand hos Danmarks Erhvervslejerforening og andre organisationer eller hos advokater.

Jeg foreholdt Margrethe Pump, at dette synspunkt var temmelig verdensfjernt, idet erhvervslejerne først søger bistand, når de konstaterer, at der er et problem.

Mange erhvervslejere tror, at de er beskyttede af lovgivningen på samme måde som lejere af boliger er beskyttede af lejeloven og lov om midlertidig boligregulering.

Bestyrelsesmedlem, advokat Henrik Østergaard gav udtryk for, at det for ham var fuldstændig uforståeligt, at en socialdemokratisk ledet regering, der ønsker at fremme antallet af iværksættere, ikke beskytter den typiske iværksætter, der eksempelvis skal leje erhvervslokaler med en rimelig lovgivning, men tværtimod pålægger den lille iværksætter at søge dyr advokatbistand for at være i stand til at indgå en lejekontrakt.

By- og boligminister Lotte Bundsgaard var beklageligvis helt ude af stand til at deltage aktivt i drøftelserne. Hun kunne blot meddele, at hun henholdt sig til, at en række organisationer havde indgået en aftale, der lå til grund for den nye erhvervslejelov, og den ville hun henholde sig til uanset om det var en god eller en dårlig aftale.

Det er tankevækkende, at i Danmark udnævnes en ung kvinde på 27 år uden forudsætninger og erfaringer til at administrere et så væsentligt og vigtigt område som erhvervslejelovgivningen. Dette er både uforståeligt og beklageligt.

Mødet sluttede med, at der var enighed om, at Danmarks Erhvervslejerforening havde en vigtig opgave i at informere, rådgive og bistå Danmarks erhvervslejere med råd og vejledning, idet der er et veritabelt behov herfor.

Der var ligeledes enighed om, at det er Danmarks Erhvervslejerforenings demokratiske ret at fortsætte bestræbelserne på at få ændret erhvervslejeloven, således at denne set med lejerøjne bliver mere rimelig og ikke som nu i det væsentlige begunstiger den professionelle udlejer.

Efter mødet har Danmarks Erhvervslejerforening og ministeren udvekslet breve, her-under også et løfte fra Danmarks Erhvervslejerforening om, at samarbejdet med den nye boligminister især hvis socialdemokratiet ”overlever” som regeringsparti efter et valg.

DKE har udover sine politiske aktiviteter også den vigtige mission at yde aktuelle og kommende medlemmer juridisk råd og vejledning i deres forskellige problemer. Dette vil der blive gjort nærmere rede for under rubrikken ”retsstof”.

RETSSTOF:

I de to første nyhedsbreve har retsstoffet indeholdt en gennemgang af en aktuel erhvervslejeretlig dom, der kan have medlemmernes interesse.

I denne udgave af retsstof vil der ikke blive gennemgået domme, men derimod en kort gennemgang af nogle af de problemstillinger medlemmerne eller kommende medlemmer har forelagt DKEs sekretariat eller advokater:

Et af de mest hyppigt forekommende tilfælde er dette, at en erhvervslejer skal indgå en lejekontrakt og har fået udleveret et udkast fra en udlejer, ofte på mellem 10 og 20 sider, og den pågældende lejer er ikke i stand til at overskue indholdet.

I den situation har medlemmerne ofte kontaktet DKEs advokater og fået besvaret konkrete spørgsmål eller fået en nærmere gennemgang af lejekontrakten.

Det er stort set et fast mønster, at de lejekontraktsudkast vi har set har betydelig juridisk og økonomisk slagside til fordel for udlejerne og på lejernes bekostning. For mange medlemmer har det været afgørende, at lejekontrakten er blevet gennemgået og vurderet, således at de pågældende erhvervslejere er blevet i stand til at meddele deres kommende udlejer, hvilke bestemmelser de ikke kan acceptere.

Mange erhvervslejere kontakter DKEs sekretariat med det tilbagevendende problem, at udlejerne har varslet kraftige lejeforhøjelser, og i den situation er DKEs advokater også i stand til at yde medlemmerne en nyttig rådgivning om, hvad de ikke skal acceptere.

Et enkelt medlem, der driver fysioterapeutklinik rettede henvendelse til sekretariatet med det problem, at den pågældendes udlejer var i færd med at foretage en omfattende facaderenovering. Den pågældende facaderenovering var både langtrukken og støjende, og da en del af klinikkens patienter var torturofre bevirkede det, at erhvervslejeren måtte henlægge sit arbejde udenfor sædvanlig åbningstid, idet støjen umuliggjorde behandling.

DKE kunne oplyse den pågældende lejer om, at der faktisk i henholdsvis november 1997 og december 1997 var afsagt to domme, hvor en erhvervslejer fik tilkendt erstatning fra udlejeren for tab, fordi arbejde i ejendommen i en periode gjorde driften af virksomheden umulig. Erstatningsansvaret i den ene sag blev oven i købet skærpet, fordi udlejeren ikke havde sikret sig, at de professionelle rådgivere havde givet lejeren tilstrækkelig information og indset, at byggearbejdet ville hindre eller væsentligt genere driften af virksomheden.

Den anden dom gav ligeledes en erhvervslejer erstatning for mistet omsætning i en restaurant under en facaderenovering.

Med andre ord, dersom udlejer kan kritiseres for ikke at tage fornødent hensyn til lejeren og i øvrigt fremskynde byggearbejdet mest muligt, er der mulighed for, at lejeren kan få erstatning for det tab lejeren lider.

En erhvervslejer, der driver maskinfabrik blev i forbindelse med ejendommens salg opsagt, da ejendommen skulle nedrives, og udlejer ønskede at genopføre ejendommen, bl.a. således at der ikke længere skulle drives fabriksvirksomhed fra denne.

DKE kunne orientere det pågældende medlem om, at dersom maskinfabrikkens beliggenhed i netop disse lokaler var af væsentlig betydning og værdi for virksomheden forstået således, at virksomhedens kunder primært kom til virksomheden på grund af dennes beliggenhed i de pågældende lokaler, var der mulighed for at modsætte sig opsigelsen.

Da virksomhedens kunder i væsentligt omfang var faste kunder, der ville benytte virksomheden uanset hvor denne lå, var mulighederne for at modsætte sig opsigelsen særdeles små. Der var heller ikke i den konkrete situation grundlag for erstatning, idet der ikke var lovhjemmel hertil, da lejemålet ikke var erhvervsbeskyttet, og der var tale om en ”gammel lejekontrakt”.

Det er et af de få punkter, hvor den nye erhvervslejelov giver mulighed for, at man under visse betingelser kan få erstatning, hvis man bliver opsagt, selvom man ikke er erhvervsbeskyttet.

En erhvervslejer, der solgte pålæg og primært salater rettede henvendelse til undertegnede og forelagde det problem der opstod, at naboforretningen, en ostehandler, var begyndt at sælge forskellige former for pølser, hvilken varetype primært henhørte under pålægsforretningens varesortiment.

Der stod i pålægshandlerens lejekontrakt, at han ikke måtte forhandle ost. Dette gjorde selvsagt pålægshandleren opbragt, da ostehandleren begyndte at sælge pølser.

Ved en henvendelse til udlejeren fik vi tilsendt ostehandlerens lejekontrakt i hvilken der stod, at der ikke måtte udbydes sådanne varer, der blev forhandlet fra naboforretningen (pålægshandleren).

Selvom der i dagens Danmark er en betydelig brancheglidning kunne jeg dog meddele den pågældende lejer, at da det udtrykkelig stod i ostehandlerens kontrakt, at han ikke måtte sælge de samme varetyper, som blev forhandlet fra pålægsforretningen, var der gode muligheder for at få stoppet ostehandlerens pølsesalg.

En københavnsk frisør rettede henvendelse til mig og anmodede om bistand. Han var lejer i en større ejendom, der var forsynet med en installation, der opsamlede regnvand, der således skulle bruges som genbrugsvand i ejendommen.

Samtlige lejere i ejendommen fik brev fra Københavns Energi, der meddele beboerne og de erhvervsdrivende i ejendommen, at de ikke længere måtte benytte ejendommens vand, hverken som drikkevand eller brugsvand, herunder til badning, da vandet var forurenet.

Udlejer lod herefter et blikkenslagerfirma foretage forskellige reparationer, herunder udskiftning af installationer.

Frisøren, der havde lejet lejemålet i 1975 fik også besøg af blikkenslagerfirmaet, der udskiftede flere af frisørens vandinstallationer, da disse ifølge blikkenslageren var ulovlige.

Herefter modtog frisøren en skrivelse fra udlejer om, at han i forbindelse med den næste huslejebetaling ville blive afkrævet ca. kr. 20.000,00 til refusion af blikkenslagerregningen, da hans vandinstallationer er ulovlige, og da han jo havde den indvendige vedligeholdelse, herunder vedligeholdelse af installationer.

Frisøren protesterede herimod, men til trods herfor modtog frisøren en opkrævning af refusionsbeløbet sammen med opkrævning for husleje og varme.

Da frisøren ikke ville risikere at miste lejemålet betalte han både husleje, og refunderede udlejers udlæg til blikkenslageren.

Frisøren rettede herefter henvendelse til undertegnede. Jeg spurgte frisøren om, hvorvidt han havde ændret på lejemålets vandinstallationer, hvilket han benægtede.

På ovennævnte baggrund tilskrev jeg udlejer og meddelte, at det ikke påhvilede frisøren at bekoste lovliggørelsen af lejemålets vandinstallationer, idet frisøren ikke havde ændret installationerne, og det var udlejers forpligtelse at sørge for, at ejendommen havde lovlige installationer. Jeg henviste endvidere udlejer til det faktum, at Københavns Energi jo netop havde meddelt, at ejendommens vand hidrørende fra opsamlet regnvand var forurenet på grund af ejendommens installationer, der ikke var tilstrækkelig brugbare og lovlige. Udlejeren tilbagebetalte herefter reparationsudgiften til frisøren.

Ovenstående er et lille udpluk af de mange spørgsmål, som DKE og DKEs advokater konfronteres med, og hvor vi forsøger at give erhvervslejerne den fornødne rådgivning.

Bestyrelsen har i øvrigt planlagt, at foreningens første ordinære generalforsamling skal afholdes torsdag, den 26. april 2001 kl. 19:00. Der udsendes særlig indkaldelse hertil.

Jerry Osbak, formand

Danmarks Erhvervslejerforening